At fejle er menneskeligt, men mange oplever det er svært at tilgive. Især i et samfund, hvor ofre og gerningsmænd skal leve sammen. Her er det en praktisk nødvendighed, at tilgivelse finder sted.
Denne snak handler om tilgivelse imellem mennesker, men der er også det at kunne tilgive sig selv for handlinger, adfærd. At kunne tilgive sig selv betyder at kunne heale og komme videre i livet. Når først man mærker og smager tilgivelsen’s gave, er det næsten en afhængighed. At kunne sige til sig selv og andre – Jeg tilgiver dig for…..
Men i vores samfund er det jo nærmest en synd i sig selv at tale om tilgivelse, da dette kan fremstå som arrogance. Jeg tilgiver dig at du har XXX – Jeg tilgiver dig at du ikke XXX.
I min verden er tilgivelse et eksistentielt grundlag for at leve, for at være det menneske jeg er. Jeg skal kunne tilgive mig selv, at jeg ikke er den mor som havde styr på alt, at jeg ikke er den datter som havde styr på alle aspekter af livet, og gav min familie bekymringer. At jeg tilgiver mig selv og ved i min inderste kerne at jeg gør det bedste jeg kan, men rygsækken var måske ikke altid fyldt.
Jeg tilgiver mine forældre for ikke at have set at de havde en bange og utryg datter, som så betød et langt liv med massiv kontrol – På alle fronter.
Alt dette har gjort mig til den jeg er med ALLE mine skavanker, kanter, sprækker og fuger. Kan du genkende dette i dig selv?