Jeg har i mange år arbejdet som mentor/ konsulent om man vil – det har mange ord. Jeg har samlet mig en masse erfaring. Jeg har været heldig, eller også har jeg knoklet mig til det. Ja når jeg sidder her og fabulere, så har jeg aldrig ”fået”, noget. Jeg har givet og knoklet. Men jeg har nok også et gen som har flair for det.
Men jeg har været heldig at få lov at arbejde med de bedste indenfor dette fag. Jeg har fået den bedste træning, jeg har fået toppen af poppen i viden omkring det at arbejde med mennesker med psykiske udfordringer og misbrug. Samtidig så har jeg et gen i mig som betyder at dem som komme i mine hænder får alt det som skal til. Det kan være svært for dem som står ved siden af mig, og skal udføre meget af det samme, eller min familie som kan blive trætte af, at jeg nu svarer telefonen igen, selvom det lige var nogle feriedage på samsø med min familie.
MEN når jeg bliver hyret til en mentor opgave, så tager jeg den meget alvorligt. For det er et menneske som kommer i mine hænder som har en sårbarhed som gør at noget hos dem er svært, forsvundet, aldrig har været der. Så derfor får de taget nogle veje i livet som så gør det ekstra svært. Når jeg i dag hører om mentorer som komme ind i folks liv ½-1 time om ugen så tænker hvorfor ?? hvorfor siger man som mentor JA til sådan en opgave. Fordi det er penge ?? For det er hvad det er – Det er penge til dig som mentor og ikke meget andet.
Du skal som mentor kigge på den opgave du får præsenteret og tænke – Er det her muligt, og hvis jeg ikke kan få mere, hvad kan jeg så beskrive overfor en kommune de så kan forvente at få. For hvordan skal jeg få en personlighedsforstyrret, misbrugende person, uden tiltro til andre mennesker til at rykke sig på ½-1 time om ugen ?? Ja jeg spørger bare.
For min opgave som mentor er klar… Jeg skal bruge tid på at danne relation, jeg skal vise at jeg også er der når det er helt af H… til. At jeg bliver stående i alt stormvejret. At jeg ikke slipper når der er tilbagefald. At jeg ikke siger, ok så du drikker igen, så meld tilbage når du er klar. Hvornår bliver man klar når man drikker på det som konstant er svært i livet, fordi man bare ikke mestre det, men overlever det. Når samtalen på jobcentret bliver triggeren, fordi de spørger: Hvad tænker du, hvad vil du. Og du er nu der i processen hvor du SKAL, ellers ingen penge.
En mentor skal have den rette baggrund. De skal både kunne det sociale i forhold til hvilke love som klienten skal ”slås” med – Hvad kan man og hvad kan man ikke. Det psykiske… der skal en lang erfaring indenfor psykiatri, før du skal arbejde med denne målgruppe. Det er ikke ”bare” at være der, og komme med et skema. De skal mærke dig, og de skal mærke at du ved hvad du taler om. Du må aldrig præsentere noget som du ikke er skudsikker i. For du får en chance og så bliver der lukket, hos den som har brug for hjælpen. Deres erfaring er at blive svigtet og afvist.
Min store trigger i dette samfund er personer som vil arbejde med mennesker med udfordringer, men som springer over, som tænker job/penge. Ja selvfølgelig skal jeg da have betaling, jeg skal jo også betale husleje.
Mit opråb til en mentor er – Stil krav til kommunen, gå til grænsen, giv lige det lidt mere, det giver så meget bonus. Og hvis du går med en mentordrøm om at frelse verden. Så gør noget andet. Vi frelser ikke. Vi giver støtte, vi er dem som skal gå VED SIDEN AF. Aldrig foran.
De skal kunne stå selv når du på et tidspunkt går væk. Det er det som er hele ideen i dette.