I disse tider opleveler jeg, hvordan følelsesliv går igennem mange faser. Det spænder fra frygt til ligegyldighed, og der reageres på begge dele – lige voldsomt. Mange har oplevet at være i en tilstand, efter en isolations periode, at kommer i kontakt med nogle meget gamle mønstre, følelser og adfærd som vi måske troede vi havde lagt bag os.
I særdeleshed oplever jeg, at mange fanges i følelser og adfærd i at blive meget små igen – måske 4-5 år – i adfærd. Når vi ikke forstår hvad som sker ovre på den anden side, nogen har måske en adfærd som ikke er kendt, eller vi ikke forstår. Og vi mener selv at gøre det ”rigtige” – Så mærkes en reaktion, og en adfærd – som vi ville bruge da vi var måske 4-5, eller 10-12 år. En adfærd vi var nødt til at overleve på dengang. Vi holdt måske samme 2 ud af 3 søskende og gik hen og sladret til mor/far om den man ikke var forbundet med.
For så fik man opmærksomheden, og utrygheden forsvandt, der blev roligt inden i. Og den gamle adfærd skabte jo ro, der er så lig med det rigtige.
Det samme sker nu som voksen, at det bliver utrygt ovre på den anden side, og meget få mennesker gør for tiden det de normalt gør. Mange forandres efter dette. Mange vælger formentlig at tænke over hvad man står i.
Hvordan har man sammen været til at mindske frygten, som er den grundfølelse der har været mest i spil. Hvordan er vi til at dæmpe vores arousal (altså vores op/ned ture i nervesystemet) så vi ikke handler udfra krybdyrs hjernen.
Gode øvelser er i denne tid er at trækkes sig lidt tilbage og mærke hvad som sker sansemæssigt i kroppen. Giv kroppen den opmærksomhed den skal have. Brug ikke rusmidler, vredesudbrud til at trække sig væk fra det som kroppen fortæller til dig.