Kan du huske tankerne; ”jeg bliver usikker når jeg ikke kan se at far drikker, når jeg ikke ser flaskerne” – ” er det så rigtig at han drikker” – ”for hvis jeg ikke ser det, så er det der måske ikke”
Sådan hører jeg mange børn sige til mig. Både små børn og voksne børn. Børn som er vokset op i misbrug. Børn som hver eneste dag lever med at skulle forholde sig til voksnes alt for store forbrug /overforbrug / misbrug af alkohol.
Små børn som har brugt alle deres sanser i at tolke de voksnes adfærd. Små bitte ”antenne børn” som vokser op og bliver ”små voksne”, som skal tage beslutninger deres hjerne slet ikke er udviklet til.
Og hvad så når misbruget bliver usynligt. Når alkohol bliver indtaget før de voksne kommer hjem. I garagen, på toilettet eller andre steder. Når flasker ikke er synlige. Så bliver det rigtig svært at være barn. For så bliver alt det som føles, fornemmes tænkes ikke gyldigt. Det bliver barnet som er forkert. Måske endda at svare på spørgsmålet: Drikker du ? Nej det misforstår du, far er bare glad.
Dette giver anledning til et meget svært voksent liv. Et liv som bliver præget et overdrevet behov for bekræftelse i en kæreste relation. Et liv med stress, da det lille barn har brug for den anerkendelse og forståelse i det som det aldrig fik. Hvis det ikke stoppes, vil det blive et konstant løb i hamsterhjulet.
Det som skal læres når man så bliver voksen er, at det du mærker i kroppen er rigtigt. Det du fornemmer er rigtigt, det er din krop som taler til dig. Den støtter dig. Kroppens sprog svigter dig aldrig. Det er altid med dig. Det er her du mærker grænserne. Det er her du kan sige: Ja det er usynligt, fordi far vælger det, men JEG ved det er rigtigt.