For et lille barn kan verden være et farligt sted. Vi er afhængige af at der er en voksen hånd at gribe ud efter. En som holder fast, og siger, både verbalt og nonverbalt: Jeg er lige her, jeg forlader dig ikke og du kan trygt læne dig op af mig. Jeg kender vejen.
Det ved vi godt som forældre at vi ikke altid ved, men det vigtige er at det vi sender ud, rent faktisk modtages i tryghed og skaber ro inde i nervesystemet. Men hvad nu hvis hånden ikke var der, blikket var flakkende eller ikke tilstede. Hvor skal vi så finde trygheden i at verden ikke er et farligt sted, og vi bliver bange for om vi overlever. Så kan vi som individer, gå i rent overlevelsesstrategier. Men hvad nu hvis vi fortsætter sådan, at vi faktisk kun overlever livet og ikke lever det. Ja så bliver livet hårdt, så bliver det at vi møder de svære og dårlige relationer som kærester. Dem som manipulere os til at blive og være dem som dækker deres behov.
Det bliver nok, at nogen bare rører lidt ved hånden og siger vi er søde, så vil vi give hele verden. VI finder os i rigtig dårlig adfærd fra andre, for bare de ikke går væk fra os, så er det ok at finde sig i noget som kan være voldsomt. Vi tror ikke vi er noget værd. Men sådan skal livet ikke være, livet har farver og er fantastisk. Alt kan ske og vil ske, hvis bare du ønsker dig det nok.
Men hvad så hvis man har brugt måske 25/35/45 år på at leve sådan. JA så skal man starte lidt forfra, med at lære og få øje på det lille barn inde i dig. Det lille barn som bliver bange når det bliver forladt eller afvist.
Så husk når verden er svær og kærligheden måske forlader dig, så kan smerten måske mere handle om den unge del af dig, som føler hun ikke kan overleve.