Jeg bliver ofte spurgt om fra forældre om de gør det godt nok, og de gerne vil være den bedste udgave af dem selv overfor deres børn. Ja ja det er nemlig lige det, hvad er vores bedste udgave af os selv, hvad er det vi giver videre.
Jeg kigger selv ofte på min søn. Han er mit spejl på godt og ondt. Jeg ser tydeligt hvor jeg har givet noget videre, uden egentlig at tænke over det. Og det er da bestemt ikke alt det bedste han har fået, han har også fået noget af det som jeg har døjet med. Det er så min opgave fortsat at hjælpe ham med det, i det omgang han er klar til at kigge på det. Og hvordan gør man så det.
Det er egentlig ret simpelt, men noget af det sværeste – det handler om at sige det højt man ser på den anden side.
Altså når vores lille barn falder og slår sig, bliver drillet, er sindssyg glad, bliver bange, at vi siger hvad vi ser hos dem og sætter ord på. Jeg kan se du ser glad ud, hvordan har din dag været ?? Øv du ser da ud til at være ked af det, faldt du ?? kom lige ind til mig, så kikker vi på det. Du ser vred ud ??
Vi spejler grundfølelserne. Hvis vi lærer at mærke dem, og kan genkende det inde i os selv, så er vi ret godt fra start. Samt sige hvordan vi selv ville have det hvis vi var i samme situation. Jeg kan se du er vred. Hvis det var mig som oplevede det du gør nu, så var jeg godt nok også blevet vred ! Jeg får helt ondt i maven. Hvordan er der inde i dig ??
Fjerne forkerthedsfølelsen, afvisningen, og forladtheden. Start med dig selv. Kik ind i spejlet og se hvad du ser. Sig det til dig selv. Lad dig selv mærke dybt inde i dig, hvad du ser og mærker.