Nogle af mine bedste barndomsminder jeg har, er når min mormor kom på besøg, hvilket hun gudskelov gjorde ofte, og hun fortalte om sin opvækst. Jeg blev sat på køkkenbordet, fødderne ned i vasken, hun lavede pandekagedej, og stegte pandekager, imens hun fortalte.
Det var ren fordybelse, jeg ELSKEDE det. Alt blev roligt inden i mig. Den gang var jeg som lille pige ikke opmærksom på at min mormor’s historier var årsag til min indre ro, så ved jeg i dag som voksen, at det jo selvfølgelig primært var hendes ro, og min vished om at når hun kom ind af døren, tog mit ansigt i hendes hænder, og sagde skal vi lave pandekager, så var ALT ok igen. Hun var min store kærlighed. Hun var min ”goto” med ALT.
Forleden dag, på en lang køretur, talte jeg med min mor. Vi kom ind på vores familie’s historik, og min mor fortalte lidt som min mormor. Vi var helt tilbage i livet hos min oldemor, og hvordan jeg ligner hende, både i sind og statur. Vi kom også ind på meget svære kår som man levede under den gang (1. verdenskrig) , hvordan følelseslivet ikke havde plads, og hvordan det havde medført nogle ret voldsomme handlinger, manglende kontakt, syfilis (som jo dengang ikke kunne behandles) – masser af skam, hvor alt blev forbigået i stilhed.
Samtalen blev hængende hos mig, både med smil på læben, i vores historie, der er nogle rigtig sjove anekdoter – men også en dybere refleksion, over hvor meget vi end gerne vil leve et liv i en bestemt retning, så er vi også produkt af en historie. Men det som er vigtig nu, er hvordan vi bryder nogle af de ikke hensigtsmæssige leveregler vi har udviklet. At vi tør kikke på vores historie og lære af den.
Jeg er glad for jeg har truffet de valg jeg har, at jeg har valgt at kikke vores historie i øjnene. Gøre noget andet, selvom det kræver nogle svære valg, og acceptere at tingene var som de var, og ikke romantisere det skete. Jeg er nødt til at være i kontakt med mig, og det som er inde i mig, og sige det bliver et ”nejtak” herfra, hvis det er rammerne.
Jeg er så privilegeret i mit liv, at jeg er tæt på min nære familie, og vi taler om det som er og opstår, jeg nægter at lade skammen leve videre i min lille familie, jeg nægter at føre noget videre, som historien bragte negativt ind.
Det som jeg møder i mine samtaler med klienter, er for det første det at tage et skridt ud i det ukendte med at skulle arbejde med sig selv, og hvorfor skal man det, og det koster mange penge. Og ja historie er historie.
Når man så alligevel drages (lidt ligesom Misse i Matador) mod forandring, så kommer skammen i at sige højt, det man har forsøgt at pakke væk, og bare tro at alle andre har det FINT, og det nok bare er en selv som bakser med udfordringer i følelseslivet. Så bliver det bare let at leve bag ved leveregler. Men alle har en historie på godt og ondt.
Herefter kommer glæden som mærkes ud i alle fibre i kroppen, når man kan kikke ud på det svære, og det er MIN historie, det som jeg blev en del af. Det som også har været medvirkende til jeg er den jeg er. At f.eks. opdage at man er ekstremt sensitiv, og det har stor betydning for hvordan man lever sit liv.
Alt dette kommer fra vore forfædre, og er skæbnen. Men vi kan tage en beslutning om at ændre historien.
Foto: Anne Beth Witte