tidligere tider, hvor der var problemer i en familie med afhængighed af forskellige former, valgte man at isolere afhængighedsproblematikken til personen med problemet. Man kiggede sjældent på hele familien eller så hvad det betød er – på alle plan.
I dag er der gudskelov meget mere fokus på hvilke problemer, det kan give i en familien, at en har et problem i forhold til afhængighed. Seneste fokus er også at disse familier skal mødes i meget forståelse i hvorfor de forsøger at holde sammen, og ikke at forlade den misbrugende alene. men at der arbejdes ud fra et kærligt sted. I fælleskab.
Hvorfor vælger man at fortsætte kampen i nærheden af personen, trods de mange tilbagefald, løgn, bedrag og mistro. Fordi man ser personen som MENNESKE og som ikke er misbrugeren. Man ser den kærlig og rummelige person, som ligger inden bag afhængigheden. Balancegangen er voldsom og svær.
MEN ! Barnet og det unge menneske har ikke så mange valg og det har mange konsekvenser for dem, at vokse op med misbrugende forældre. Det kan betyde et liv med angst, uro, og et helt liv med ”antennerne ude”, hvor der er særligt fokus på alle andre end en selv. Hvordan har alle andre det. Angsten for afvisning og forladthed. Som følge heraf, et liv med stress og belastningsreaktioner.
Hvad er forskellen på ikke selv at blive misbrugende.. Jo en af tingene er, at der var en person som SÅ dig! Lige SÅ DIG, hvor du havde brug for at blive set. En som troede på dig, hvor tale og handling hang sammen. Den hjælpende hånd.
Nu stiller jeg så jer et spørgsmål. Når du ser en som har brug for hjælp, er du så bange for at give lidt af dig selv eller tør du give lidt? For måske er det afgørende for resten af DERES liv, at DU ser dem.
Det sker ikke noget ved at prøve, vel?