Jeg sidder her søndag aften, jeg sidder ved et spisebord som min søn har lavet til mig. Jeg er glad, på trods af en uge som der nok har indeholdt lidt for mange beslutninger, men også dejlige veninde oplevelser (hvilket jeg ikke gør mig meget i den seneste tid) så det var virkelig dejligt, en kærlig ven som nok er meget syg, havde akut brug for nær kontakt – en beslutning om en hund mere, eller ej og jeg kunne faktisk blive ved.
Jeg møder mange mennesker som ofte kommer til mig med mange udfordringer, spørgsmål, beslutninger de ikke har lyst til at tage.
Jeg har aldrig løsningen på noget af dette, men jeg stiller den udfordring at mærke hvordan det mærkes inden i, med de forskellige ting som kræver en holdning til. Svaret jeg ofte får tilbage er ”men jeg kan ikke mærke noget, eller hvad som er rigtig og forkert” – dette helt naturligt, hvis vi ikke er blevet mødt i vores opvækst, med at genkende grundfølelser/hvordan vi har det.
Der vil aldrig være noget som er rigtig eller forkert – jo måske lige hvis det er ulovligt – Men ellers så vil det altid være en beslutning hos dig som lige nu er den rigtige for dig. Det som vi ret ofte optages af, er om så gør andre kede af det, eller svigter. Vi er altså ovre og tage ansvar for andres følelser. Det dur ikke…
Vi er nødt til at forholde os til hvad som er rigtig for os, og ikke hvad som sker på den anden side, vi er nødt til at have tillid til at hvis noget forstyrre ovre på den anden side, så tager de personer sig af dette. Vi må forholde os til vores eget, og svare på hvis det vi sender ud. Men ansvar kan vi ikke tage, kun dialog om det som er.
Ret ofte så reagere mennesker på andres svar udfra hvad de selv er ramt i /kæmper med, og det er ikke os til at løse dette.
Men hvornår skal vi så gå over og passe på ”de andre” – vi skal lytte, vi skal være sindsyge gode lyttere, vi skal ikke fikse, vi skal lytte til hvad der fortælles.
Vi skal være det menneske som kan rumme at sætte sig selv til side og bare være, og være sammen.
Så bliver jeg spurgt, men kan man det, kan det lade sig gøre, og det er bare fordi du er terapeut. Ja jeg har gået skridtene, jeg vendt stenene, jeg har stået i det som er svært, haft lyst til at løbe, og har også gjort det. Men som alt andet, så kræver det tid og øvelse.
Så skal man være den bedste udgave af sig selv, så skal man hele tiden arbejde på at sortere….
Sortere i hvad som har betydning lige nu, og ikke være for langt ude i fremtiden, men være her, lytte og ikke fikse, mærke hvad som er godt for dig – lige nu….