Hver gang jeg møder en ny person som ikke har prøvet terapi før, hører jeg ofte, ‘Jeg gider ikke sidde og pille rundt i navlen. Sket er sket og jeg har lukket døren til det’, men samtidig ser jeg ligeledes selv samme personer, opleve meget drama i deres liv. For når vi vælger at lukke døren til det som smerter, blive det svært at være med sig selv, og der bliver brug for at pege fingere udfra en selv.
Jeg sad forleden dag og bladret tilfældigt igennem facebook, et opslag med en kiste poppede op. Ved ikke hvorfor men det giver altid lige et sug i maven. Lidt skørt for det er den mest naturlige del af vores liv på jorden, at vi skal herfra igen.
Små børn som har brugt alle deres sanser i at tolke de voksnes adfærd. Små bitte ”antenne børn” som vokser op og bliver ”små voksne”, som skal tage beslutninger deres hjerne slet ikke er udviklet til.
Det kan være svært for nogle at stå ved siden af en god ven/veninde som ofte havner i en situation, hvor de står i smerte. I smerte over livet, kærlighedsforhold, ja verden generelt. Man spørg sig selv; Hvorfor går de ikke bare væk. Hvorfor ser de ud som om de trives i smerte ?? For hvem har lyst til at befinde sig i smerte?
Kender du disse sætninger i dit hoved: Lige nu har jeg lyst til, lige nu ville jeg ønske, lige nu drømmer jeg om o.s.v.? Det er faktisk også sætninger, som jeg hører mig selv sige, men det gør mange andre omkring mig også! Det er rent faktisk noget af det vi skal blive bedre til. At være lige HER LIGE NU og ikke bare håbe på det uvisse i fremtiden.
Alle dage, hver dag vi vågner er et valg, vi har valget om hvordan denne dag skal være. Vi kan læse og høre mange steder at det er godt at være positiv og tænke at hver dag skal være fantastisk. Men hvad nu hvis man er der, hvor hver dag er en kamp, kan man så tænke den skal være fantastisk.
Håb og kærlighed er noget af det vigtigste i vores liv. Uden håbet og kærligheden vil vi konstant bevæge os ned af de stier som vi er vant til. Måske ned af smertens sti, for den vej er så dejlig genkendelig.
Stil krav til kommunen, gå til grænsen, giv lige det lidt mere, det giver så meget bonus. Og hvis du går med en mentordrøm om at frelse verden. Så gør noget andet. Vi frelser ikke. Vi giver støtte, vi er dem som skal gå VED SIDEN AF. Aldrig foran.
Den er fantastisk, men den er også noget af det sværeste. Jeg kommer ofte i kontakt via job, men også i min private omgangskreds med personer som står i krigszoner med ex-partnere. Sådanne kampe kan vare i mange år, og skade først og fremmest børnene, men også det fremtidige voksne kærlighed liv.
I forbindelse med min flytning har jeg været optaget af hvordan det jeg troede var den ultimative drøm lige pludselig ikke var sådan alligevel. Jeg har igennem livet haft en drøm om en gammel lejlighed i byen med højt til loftet, gamle trægulve høje paneler mv. skulle være det hjem som skabte rammerne for mit liv.