Når vi laver et skift i livet og det er et af de store, hvor det omhandler flytning, skilsmisse eller jobskifte, er det ofte med et ønske om at starte på en frisk, lave et skift som betyder en forandring til det bedre. Der er nok ikke mange som tænker: Nu vil jeg sætte mig i en dårligere situation. Men nogen gange kan det opleves at det skift som sker, ikke bliver som vi gerne ville.
At fejle er menneskeligt, men mange oplever det er svært at tilgive. Især i et samfund, hvor ofre og gerningsmænd skal leve sammen. Her er det en praktisk nødvendighed, at tilgivelse finder sted.
Tænk at et lille ord på tre bogstaver kunne være så svært at sige, mærke og handle på. Et ganske lille ord, det kræver ikke alle mulige andre ord for at give mening. Det har en kraftig virkning, det er ikke til at tage fejl af i betydningen. Og alligevel så er det noget at det sværeste at skulle få over vores læber.
Jeg har fået spørgsmålet fra mange klienter om de er ”sarte” om det måske kunne være dem som har misforstået, dem som har lagt mere i oplevelsen i deres opvækst end andre, da de oplever at deres oplevelse bliver devalueret.
Hvis du er i et forhold med en narcissistisk/psykopatisk partner, så har du mere end rigeligt at forholde dig til og holde øje med, men det er svært og ødelæggende.
Her er et lille ‘spot’ fra gårdagens foredrag, ‘Hvordan spotter man dagligdagens psykopat?’, i Tinghuet i Store Heddinge.
Faldt lige over nogle tanker jeg havde på en flytur og synes de er værd at dele, nu hvor vi er i denne krops forskrækket tid.
Jeg om nogen har altid været meget fokuseret på min krop, og især nu hvor jeg er blevet ældre, er det svært. Men mig som troede at dette skulle bearbejdes på en helt anden måde, så har jeg faktisk fået kål på at elske min krop meget mere.
Min drøm har altid været dette billede af en familie med mange børn, alle var glade og alle kunne være sammen. Alle rummede hinanden med det som var. Eller også så havde ingen problemer i min drøm og solen skinnede altid, og der var rød saftevand i glassene.
Mange drømmer om den store gevinst:, og hvad ville jeg bruge mine penge til. Hvor glad ville jeg være hele tiden. Alle mine problemer ville forsvinde. Jeg ville være lykkelig…
Jeg har siddet – desværre med mange kvinder – i stolen og lyttet til i gennem årene hvorledes de har været udsat for psykisk vold. Hvordan de har levet i forhold som har betydet at de langsomt er blevet nedbrudt. Den langsomme dræber… Den som stille og rolig sniger sig ind alle vegne, og til sidst skaber det som vi kender som ptsd symptomer.