Tilgiv nu og accepter, at andre ikke tænker som dig

Jeg sad forleden dag og bladret tilfældigt igennem facebook, et opslag med en kiste poppede op. Ved ikke hvorfor men det giver altid lige et sug i maven. Lidt skørt for det er den mest naturlige del af vores liv på jorden, at vi skal herfra igen.

Det var en veninde som jeg desværre ikke har så meget kontakt med, som havde mistet sin mor. Det kom lidt bag på mig, da vi altid har talt om hvordan vores fædre har levet et hårdt liv. Det som fulgte med opslaget, var at jeg ikke kunne slippe tankerne omkring familien igen. Ikke fordi at denne dejlige kvinde desværre har måtte forlade dette liv, men hendes levet liv. Det begyndte så at bevæge sig til tanker over i mit eget liv.

Det at være i familie kan mange gange være en voldsom omgang, da alle kan have meninger om hvordan det er bedst at leve sit liv. Vi kan samtidig også have meget forskellige opfattelser i hvordan vi oplever vores opvækst. Men betyder det så at det liv vi lever er det rigtige eller hvad er rigtig ? Hvordan bliver det rigtigt?

Jeg er netop et af de mennesker som altid har gået kontra, ikke altid bevidst, men livet har bragt mig lige præcis der hvor jeg skulle hen. Og hvad har jeg lært på vejen ? Jeg har lært at tilgive og stå ved mig selv.

Jeg har lært at tilgive mennesker omkring mig, trods de har budt mig smerte. Jeg er ved at lære at tilgive mig selv. Tilgive mig selv for at ikke altid er sød ved mig selv og ikke altid byder mig selv det jeg fortjener.

Og hvad er så vigtig. Er der så store problemer imellem os, at vi ikke kan tilgive. Det betyder jo ikke at vi skal hænge hinanden omkring halsen. Men at vi kan være sammen uden ord som såre. Børn har brug for de ældre og de ældre har brug for børn. Det er såre simpelt, og meningen med livet, og livet er ganske kort. Der er ingen garantier for et nyt.

At høre og opleve at mennesker har gået igennem et liv uden kontakt. At børn har fravalgt forældre på grund af penge problemer. Eller måske oplevet at de ikke har haft en god opvækst. Jeg har mødt mennesker som trods overgreb og misbrug, har været i stand til at være der i svære situationer for forældre. Der oplever jeg mennesker, som har kikket på dæmonerne, set dem i øjnene og tilgivet. Tilgivet for selv at komme videre i livet. De har takket for at få liv, men så er det der grænsen har været.

Ja vi kan føle os bedraget, snydt og manipuleret enten i at give eller have brug for at få. Men hvordan ville verden se ud hvis vi sagde: Ja jeg har brug for dine penge lige nu, for jeg er et svært sted. Jeg kan se du måske kan hjælpe mig i en periode. Så ville vi have muligheden for at vælge til og fra, og dermed skabe muligheden for at være lige gode venner efter vi har fået et Ja eller NEJ.

Livet er alt for kort til at vi skaber disse afstande, som bliver så smertefulde. Så i kærlighedens navn. Tilgiv og accepter at andre ikke tænker helt som dig. Men de besidder også noget kærligt, og er måske en del af dig.