Annette Guhle

Når vi møder fortidens mønstre igen…

Mange vil kunne genkende sætningen inde i sig selv, ”øv, har jeg det virkelig ikke bedre, end at jeg nu rammes igen i noget hvor jeg ikke, kan handle med mine nye mønstre.

Foto ABW

Vi vil aldrig kunne slette vores fortid, men vi kan vende os om og kikke lære, forstå, og dermed skabe nye stier i hjernen som gør at vi betræder de nye veje måske ikke uden frygt, men i forsikring om at vi har valgt ikke at gøre det samme som vi plejer.

Men ind imellem så byder livet os at stå i et stormvejr som er ude omkring os, det er så her der ikke skal ske ret meget andet, før vi så vælger/helt automatisk går tilbage og handler udfra de gamle mønstre.

Vi ryger ned på bunden af brønden og svømmer lidt rundt, det kan blive svært at kikke op, og se at vi har den selvvalgte verden deroppe hvor lyset er.

Hvad sker der hvis vi bliver på bunden af brønden, ja så bliver det følelserne som styrer, og vi er lidt prisgivet, vi flyder bare med i et følelsesorgie af svære følelser, som ser alt for voldsomme ud og vi mærker hvordan offerrollen sniger sig ind. Den er ikke rar, den er voldsom, og den er skamfuld.

Jo længere tid vi har været i vores nye følelser, jo hurtigere er vi til at kikke op, tilvælge at trække os væk fra de gamle følelser, men hvis verden med at gå de nye veje er helt ny, så kan det være svært at gøre dette alene. Her har man brug for at nogen hjælper en i processen. Derfor går man blandt andet i terapi, for det er sjældent at vores netværk kan – eller skal – hjælpe os med dette.

I terapien får man støtten i at være på brønden sammen med en som lytter, er der, hvor vi sammen kan kikke op, se det selvvalgte lys. Det interessante som så sker er at man selv finder ud af at kravle op, og ikke fastholde sig i de gamle mønstre, og forblive.

Terapi tager tid, det skal have tid og komme ind og lagre sig. Vi har brugt mange år på at danne dybe veje i hjernen med vores gamle mønstre, nye ubetrådte stier i hjernen skal turdes, og ofte med frygt dannes. Men de nye veje er som blødt og ny asfalt, og ikke den gamle hullet vej som give små chok i kroppen.

Så kys det nu det satans liv ….

Del blogindlæg